Beretning fra riffeljagt i Hastrup Platage den 11. januar 2023

6. mar. 2023 -- Tilføjet af : webmaster

Beretning fra riffeljagt i Hastrup Platage den 11. januar 2023

Jeg bliver altid glad når jeg modtager en invitation til jagt, men smilet var nu alligevel lidt
større da jeg fik en mail fra formanden i vores jagtforening, hvoraf det fremgik at jeg havde
vundet lodtrækningen og dermed skulle på anstandsjagt med riffel med Naturstyrelsen
Trekantområdet den 11. januar. Jeg har ikke tidligere haft kronvildt for på riffeljagt og håbede
naturligvis at dette skulle være dagen.


Den 11. januar var en fantastisk solskinsdag og jeg ankom til Hastrup Plantage i god tid før
jagten. Jeg gik rundt og nød en kop kaffe mens jeg hilste på de ankomne og fik en snak og den
forestående jagt. Vejret var perfekt, humøret højt og forventningerne store.
Kl. 9.30 indledte jagtlederen parolen som var tydelig og grundig. Formålet med jagten var at
nedbringe antallet at krondyr, særligt hind og kalv. Af hjorte måtte der kun skydes spidshjort.
Opfordringen var at skyde kalv hvis muligt. Vi blev delt om i hold med hver en ansvarlig der
kørte os ud til vores tårne. Ved afsætning blive vi grundigt instrueret i naboposter og
skudretninger. Der måtte skydes når vi var på post.

Jagt i Hastrup Plantage_FA-jagt.dk_05.jpg


Jeg kravlede forventningsfuld op i tårnet og allerede 10 minutter senere krydsede en rå mit
skudfelt i rask tempo. Netop tempo skulle blive nøgleordet for dagen.
Der lød flere skud i den anden ende af plantagen, men der var roligt omkring mig. Efter godt
en time nærmede den første ”trykker” sig. Han og hunden kom tæt på mit tårn og vi vekslede
et par ord. Der havde været store rudler i den anden ende af plantagen. 10 minutter efter lød
der skud ikke langt fra mig og kort efter kom en lille ruddel på 10 dyr forbi, men i et alt for højt
tempo. Jeg havde dem på kornet, men det gik for stærkt til mig og jeg sænkede riflen igen. Der
blev roligt i ca. 20 minutter hvorefter der igen blev skudt ikke langt fra mig, men fra den
modsatte side. Samme scenarie udspillede sig og rudlen susede forbi. Denne gang kom de så
hurtigt at jeg ikke fik riflen op. Det var en 4-ender med en lille flok hinder og kalve. Et flot syn.

Ved 12 tiden lød der igen skud fra samme sted som det første. Jeg forberedte mig på at rudlen
igen dukkede op og ganske rigtigt. Kort efter kunne jeg høre at de kom nærmere og denne
gang var tempoet ikke højt. Pulsen steg i takt med at de kom nærmere. Og pludselig kunne jeg
skimte dem i de tætte graner, ca. 80 meter ude. De stoppede op på de perfekte sted og de var
tydeligt nervøse og kredsede om hinanden. Jeg havde riflen oppe og dyr på kornet. Desværre
var skoven for tæt og det var umuligt for mig at se om der var dyr bagved den udvalgte kalv og
jeg måtte opgive at afgive skud. Puha, det var tæt på og pulsen var høj. Det var en vild
oplevelse. Rudlen trak bagud, længere ind i den tætte skov og viste sig ikke igen.
Derefter var der ro frem til kl. 13, hvor jagten var forbi.


Jeg kravlede ned fra tårnet og gik ud til vejen. Ved naboposten trak de en hind og en kalv ud.
Den anden nabopost havde skudt forbi og der blev naturligvis eftersøgt.

Tilbage ved udgangspunktet gik vi ombord i madpakkerne og der var kage til den medbragte
kaffe, mens dyrene blev hentet ind og eftersøgninger foretaget.
Der blev leveret 4 kalve og 3 hinder, så paraden var flot.

Jagt i Hastrup Plantage_FA-jagt.dk_03.jpg
Dyrene blev brækket og vi vendte hjemad efter en dejlig og solskinsrig dag i skoven. Krondyr
fik jeg ikke, men der blev tanket flere gode jagt- og naturoplevelser på hukommelsen og det
kan jeg klare mig med i lang tid.

Tusind tak for denne dejlige oplevelse.

Jagt i Hastrup Plantage_FA-jagt.dk_04.jpg

Med venlig hilsen
Tommy Rachlitz Nielsen
Ternevej 1
7000 Fredericia

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/